CORONA VACCINATION

Det er ikke muligt at være selvbetaler af covid vaccination.

Vaccinationsprogrammet starter 1. oktober 2022, dog kan +85 årige tilbydes covid-19 vaccination allerede fra midt september 2022 - Vinderup Lægehus starter dog først med at vaccinere den 1. oktober 2022.

Man vil modtage en invitation i E-boks og kan derefter bestille en tid til vaccination.

Vi kan tilbyde booster-vaccination mod covid-19 - dvs. man skal tidligere have modtaget 1. og 2. stik - til følgende målgrupper:

- Alle på 50 år og derover.

- Personer under 50 år i øget risiko for et alvorligt forløb.

- Personale i sundheds- og plejesektoren samt dele af socialområdet med tæt kontakt til patienter i øget risiko.

- Pårørende til personer i særlig øget risiko.

- Gravide.

Hvis du er i målgruppe for vaccination på baggrund af sygdom eller arbejde modtager du ikke invitation automatisk, du skal i stedet:

Gå ind på vacciner.dk hvor du udfylder et spørgeskema om dit helbred og arbejde, der guides du til, hvilke vacciner, du er i målgruppen for. Derefter udfylder du en tro- og loveerklæring, og så kan du bestille tid til vaccination. Denne mulighed er først tilgængelig fra den 20. september.

Da den vaccine, der vaccineres med i almen praksis kun er godkendt til booster-vaccination, skal helt uvaccinerede personer henvises til vaccination på et af de regionale vaccinationscentre. Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at personer der er helt uvaccinerede, bliver primærvaccineret dvs. tager imod 1. og 2. stik, også selvom de er yngre end 50 år, da der kan være en vis risiko for alvorlig sygdom, hvis man er helt uvaccineret. Der skal gå mindst 3 måneder fra sidste coronavaccination, inden man må få booster-vaccination.

Vi vaccinerer ikke børn under 18 år for covid.

Vi tilbyder aktuelt kun vaccination med den variantopdaterede vaccine fra Pfizer (Comirnaty), hvis der ønskes anden type, henvises der til vaccinationscentrene.

Der kan vaccineres med den variantopdaterede vaccine uanset hvilken vaccine, man tidligere er vaccineret med.

BIVIRKNINGER

De fleste vil opleve smerter, der hvor de er blevet stukket. Øvrige almindelig bivirkninger er fx. træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, let temperaturstigning samt rødme og hævelse på indstiksstedet.

Generelt er der tale om tegn på, at kroppens immunsystem reagerer, som det skal på vaccinen.

Hvis du oplever disse kendte og forbigående gener, behøver du ikke kontakte lægen.

Er du blandt dem, som ikke oplever bivirkninger, skal du ikke være bekymret for, at vaccinen ikke virker, for det vil den gøre uanset, om du har bivirkninger eller ej.

Fra andre vacciner ved vi, at næsten alle bivirkninger efter vaccination indtræder indenfor de første seks uger, efter at man er blevet vaccineret. Det er meget sjældent, at de indtræder senere. Både danske og europæiske lægemiddelmyndigheder overvåger vaccinerne nøje, efter at de er godkendt både i forhold til, hvor godt de virker, og hvor mange bivirkninger, de giver.

Dog er der forskel på, hvor godt immunsystemet hos ældre og yngre reagerer på vacciner. Ældre vil typisk have dårligere reagerende immunsystem, og derfor typisk opleve færre bivirkninger.

SJÆLDNE BIVIRKNINGER

I sjældne tilfælde kan der ses svære allergiske straks-reaktioner (anafylaksi), som blandt andet kan skyldes allergi mod tilsætningsstofferne i vaccinen. Hvis du tidligere har reageret med svær allergisk straks-reaktion efter en vaccine eller efter injektion af et lægemiddel, skal du ses af en læge, før du bliver vaccineret mod covid-19.

Hvis du har kendt  allergi mod macrogoler/PEG/polyethylen glycol, bør du ikke vaccineres med mRNA-vaccinerne.